“Kvalitet” fremfor alt.

Udbyttet af ens træning afhænger af kvaliteten i bevægelserne. Optimale bevægelser giver optimal kraftudnyttelse. Men hvordan træner man “hårdt”, hvis man hele tiden skal bevæge sig optimalt ? Det korte svar er, at man vurderer sin træning på bevægelses kvalitet i stedet for træthed i musklerne. Training to failure is failure to train.

“Ja, men hvis man ikke bliver træt, så bliver man ikke stærkere” – vil nogen indvende. Udsagnet i sig selv er for så vidt rigtigt nok, men det skyder alligevel forbi. Hvis vi blot fokuserer på den optimale belastning af musklerne, så risikerer den motoriske nysgerrighed at glide ud af opmærksomheden. Tilbage er noget der ligner styrketræning.

Hvis vi derimod fokuserer på at klatre optimalt, så stimuleres denne nysgerrighed, så vi hele tiden er i motorisk udvikling. Når fokus konstant er på at optimere bevægelser, så bliver musklerne også udtrættet. Ikke som et mål i sig selv, men som et resultat af processen.

Ved at justere på de fysiske krav kan man på den måde øge sin træningsmængde og altid være undervejs med at forbedre ens motorik. For optimal motorisk udvikling bør man dyrke 1-2 andre former for sport/aktivitet udover ens primære.

Her følger en lille video med Kai Harada, hvor han træner “output-” eller “belastningsstyret”. Undervejs fortæller han lidt om hans overvejelser omkring træning og hvordan han styrer efter kvalitet fremfor mængde.