Klatring er en meget ung sport, og vi er stadig tidligt i udviklingen af mere formaliseret viden om, hvordan man bliver bedre til at klatre. En væsentlig drivkraft i udvikling er en konstant opmærksomhed på forbedringer, og evne til at se bag om vanetænkning og konventioner. I konkurrenceklatring har vi set dørmåtter, skoskift, vandskåle og nu ventilatorer blive del af arsenalet. Her følger en historie om forbedring i en ellers gammel og veletableret sport nemlig fodbold.

Hvis man synes temaet er så interessant, at man vil bruge et par timer på det, så kan vi anbefale filmen Moneyball. Filmen handler om nytænkning indenfor baseball, hvor et hold med relativt få penge pludselig nåede slutspillet 4 år i træk ved at tænke holdet som en sum af kompetencer i stedet for at fokusere på individer (- lidt ligesom Tondes replik om rutebygning).

Alsidighed er en grundlæggende del af klatring. I konkurrencer er det de mest alsidige der vinder og udendørs giver alsidighed adgang til større udvalg af ruter eller problemer. Den velformulerede ifsc rutebygger Tonde Kaytio uddyber det i følgende klip og 2 minutter frem (hele interviewet er værd at se). En vigtig pointe blandt flere er, at selv om klatrere præsterer individuelt, så er rutebygning en holdindsats.

Hvis man ikke er uddannet indenfor sport, fysiologi og videnskabelige undersøgelser kan det være svært at skelne, selv når “viden” præsenteres. Og det går stærkt med at få delt budskaberne. Her er et eksempel der landede i vores indbakke i dag. Fabrique Verticale viderebringer ofte andres indhold, og denne gang drejer det sig om en artikel, som baserer sig på nogle fund som Lattice har analyseret sig frem til i deres datasæt.

Artiklen mener at have dokumentation for, at lave klatrere er nødt til at være stærkere end høje, fordi de skal kompensere for manglende rækkevidde. Der bliver ikke tænkt nærmere over, at høje klatrere i reglen er tungere end lave, og at det måske kan have indflydelse på de styrkemål baseret på kropsvægt, som ligger til grund for Lattice’s fund.

Lattice fremlægger ikke deres rådata, som ellers er et krav i seriøs forskning, og deres fund bliver sagligt kritiseret for ukendt samplestørrelse, manglende gennemsigtighed og valg af statistisk model. Deres fund modsiges endda af en anden sandsynligvis mere solid undersøgelse af, hvordan kropshøjde korrelerer med klatrepræstation.

Den gennemgående take-home-message er, at det er bedst at være let, og at den primære faktor for vægt er kropshøjde. Som Jan Hojer svarede, da hans højde blev fremhævet som en fordel: Hvorfor er jeg så den eneste høje i feltet ?

Links følger her, så man kan følge et eksempel på “videns” vej gennem internettet.

https://lafabriqueverticale.com/en/short-climbers-vs-tall-climbers/

https://thebiginitiative.ca/en/blog/2019-10/the-shorter-you-are-the-stronger-you-will-have-to-be/

https://www.trainingbeta.com/media/tom-ollie/

http://climbstat.blogspot.com/2018/12/being-tall-and-carrying-more-weight-are.html

Et simpelt spørgsmål, hvor svaret ofte afhænger af, hvem man spørger. Efterhånden som klatring bliver mere og mere etableret får vi også opbygget reel viden, der rækker ud over forskellige kendtes personlige erfaringer. Her er nogle 10-15 år gamle eksempler på tips og tricks. Hvem skal man lytte til og hvor meget skal man tage med sig ?

Og disse mænd fra klatreland, de sloges nu verbalt,
skønt alle havde delvist ret, så gætted’ alle galt.