Hvordan defineres klatreniveau ?

Her en lille replik om alsidighed som forudsætning for niveau. Både når det gælder præstationer og vurdering af niveau. “Built that pyramid” er opfordring til at blive allround, så fundamentet bliver så bredt som muligt, da “pyramidens højde” er betinget af bundens bredde.

En konsekvens heraf er, at er man højt specialiseret, så er man dårligere til at vurdere niveau, fordi man ikke har tilstrækkeligt overblik.

Derfor er korrekt balancerede “circuitter” et solidt udgangspunkt, hvis man vil være bredt funderet med de muligheder det giver for at vurdere standpunkt og fremme udvikling. https://www.instagram.com/p/CEfIaprj1Yj/

“Kvalitet” fremfor alt.

Udbyttet af ens træning afhænger af kvaliteten i bevægelserne. Optimale bevægelser giver optimal kraftudnyttelse. Men hvordan træner man “hårdt”, hvis man hele tiden skal bevæge sig optimalt ? Det korte svar er, at man vurderer sin træning på bevægelses kvalitet i stedet for træthed i musklerne. Training to failure is failure to train.

“Ja, men hvis man ikke bliver træt, så bliver man ikke stærkere” – vil nogen indvende. Udsagnet i sig selv er for så vidt rigtigt nok, men det skyder alligevel forbi. Hvis vi blot fokuserer på den optimale belastning af musklerne, så risikerer den motoriske nysgerrighed at glide ud af opmærksomheden. Tilbage er noget der ligner styrketræning.

Hvis vi derimod fokuserer på at klatre optimalt, så stimuleres denne nysgerrighed, så vi hele tiden er i motorisk udvikling. Når fokus konstant er på at optimere bevægelser, så bliver musklerne også udtrættet. Ikke som et mål i sig selv, men som et resultat af processen.

Ved at justere på de fysiske krav kan man på den måde øge sin træningsmængde og altid være undervejs med at forbedre ens motorik. For optimal motorisk udvikling bør man dyrke 1-2 andre former for sport/aktivitet udover ens primære.

Her følger en lille video med Kai Harada, hvor han træner “output-” eller “belastningsstyret”. Undervejs fortæller han lidt om hans overvejelser omkring træning og hvordan han styrer efter kvalitet fremfor mængde.

”Everything is vanilla”

Vi vil pege på denne podcast serie, Routesetting Exposed, som stiller dybere spørgsmål angående rutebygning til podcastens gæster. Blandt andre er episode #5 interessant i forhold til at implementere og forstå circuitsystemet i en klatrehal.

Episodens gæst er Tonde Katiyo, der tager os igennem sine erfaringer med at flytte til USA i 2013 og forsøge at implementere circuits i en amerikansk kultur, der ikke har hørt ordet før i klatresammenhæng.

Circuitgraderinger

En af de interessante diskussioner er, hvordan graderingerne i klatring ikke afspejler den subjektive oplevelse af alle bevægelsessituationer. Forslaget er, at graderinger skal opfattes som estimeringer. I en circuitsammenhæng er situationen, hvor du kan toppe alle problemer i en circuit, ikke mulighedsbetingelsen for at du kan avancere til den næste circuitgradering – eller i et enkelt-blok-perspektiv, for den sags skyld: Topper du en 6C, så er det ikke ens betydende med at du har avanceret til 7A. Det er mere kompliceret end som så og mange faktorer spiller ind i, hvordan evner afspejler (eller ikke afspejler) mulig præstation.

Derfor bliver blokke set i sammenhæng i circuitter. De bliver en lang sammenhængende klatre-oplevelse. Derfor bliver circuits designet så de hænger sammen indbyrdes. Blokke hænger sammen med andre blokke, som hænger sammen i circuits, der hænger sammen med andre circuits. Dette skaber diversitet, øger læringsudbyttet og nedsætter skadesrisikoen på grund af varierende bevægelsesmønstre.

Elektricitet

Af andre spændende ideer i podcasten, så kan et par nævnes så som blokke, der skaber elektricitet. Hvad bliver der mon tænkt på her? Jo, dette har noget at gøre med at interagere med brugerne, flytte et crowd rundt i hallen og skabe interessante visuelle indtryk.

One-top blokke

Der bliver også talt om erfaringer som konkurrence-rutebygger, hvor blandt andet »no-top blokke« kan ses som en indikator for, hvor store sats rutebyggerne tager i niveaujusteringerne. ”High risk, high pay-off”… Dette skal dog ikke her opfattes som et mål i sig selv. En no-top blok er en lille justering fra en one-top blok, hvilket er en ekstrem svær rutebyggermæssig præstation. Se eksempelvis Ondra på one-top jam-blokken i Meiringen 2019:

Intentionalitet

”I’m gonna make you do this”, er også en rutebygger-myte som Tonde skyder i gulvet. Jo, selvfølgelig skal der være intention bag blokken, men når du slipper den, sætter den sidste støtteskrue og markerer start- og slutgreb, så lever blokken sit eget liv. Mange forskellige betaer kan opstå på baggrund af mange forskellige typer af klatrere. En flok klatrere kan, med et pragteksemplar på en lemming-effekt, påvirke hinanden til at anvende en sværere sekvens. Lige meget hvad, så er blokken sat til at provokere en reaktion frem hos klatreren. Dette være sig en følelsesmæssig stillingtagen til den kommende klatreoplevelse på blokken, eller et bevægelsesmæssigt udfald. Dét er rutebyggerens intentionelle arbejde, som skal lægges i blokken. Og det må ikke misforståes som i det modsatte tilfælde af et intentionelt stykke arbejde: “Så nu slipper jeg den her blok, den er ikke som jeg (teamet) vil have den, men den kommer til at give en effekt alligevel. Jeg er jo alligevel ikke herre over, hvordan folk klatrer”. Den type indstilling er ikke rutebygning. Man skal være sig bevidst om, at rutebygningen i en klatrehal er en af de vigtigste elementer i overleveringen og kommunikationen af klatring på væggen. Den skal bygges på et grundlag af bevidsthed om beslutningerne man træffer, for ellers kan man ikke justere efter fejl og mangler og opnå en læringsmæssig udvikling i sin rutebygning.

Denne ide om intention leder over i deres snak om at klatring ikke er fair. At forsøge at gøre en blok fair for alle kropstyper er en umulig mission, men at forstå og være bevidst om klatringens effekt på mange forskellige mennesker og kulturer, dét er en af de vigtigste fokuspunkter i rutebygning. Denne del af rutebygger-jobbet leder direkte til, hvordan man samarbejder med ledelsen i en klatrehal, eller til, hvordan man med hvilket modus skal gennemtænke en fremtidsvision for ens klatrehal. Diversitet går igen i klatringen, i kulturen, i kønsdiskussioner og i hvordan sporten skal udvikle sig og diversitet er både grundlæggende for podcasten og for den grundlæggende ide om circuits.

Kommunikation

Hvis man arbejder på en måde, der ikke er sikker, så er det ikke en optimal arbejdsgang. Hvis man arbejder alene og ikke involverer sig i resten af teamet, så er der et kommunikationsbrist og det ønskede teamwork er ikke-eksisterende. Kommunikation er en af de vigtigste og mest grundlæggende evner en rutebygger kan mestre. Kommunikation, ledelse, koordinering og teamwork er stadigvæk in the dark i rutebygning, men i podcasten kommer de omkring de vigtigste perspektiver på disse.

Everything is Vanilla

Som en afsluttende bemærkning til denne podcast-anbefaling, så gentager vi Tondes ord, ”Everything is vanilla”:

Det er uinteressant at forsøge at strømligne alle elementer i rutebygning, at forsøge at udhule graderinger ved at markere lette og moderate niveauer sværere, så flere topper svære blokke, at flade en højprofileret circuit ud, så diversiteten ikke overstiger klatrerenes kunnen ­– når everything is vanilla, så har man fjernet sig fra klatringens grundprincipper.

En dag i Boulderklub Kreuzberg med Niklas Held.

En virkelig god reportage fra en dags rutebyg i en boulderhal i Berlin.

Niklas følger her processen tæt, og vi får indblik i rutebyggernes overvejelser, målsætninger og afstemning af eget perspektiv i forhold til dem de skruer til.

Man skal se det i sin helhed for at fange guldkornene, men et af dem er, at de lette blokke har førsteprioritet  (Lyden er ikke så god, men indholdet opvejer det.)

With great power comes great responsibility

Stan Lee’s kendte Spiderman citat har en ting eller to at sige om selvbevidsthed – også i en klatresammenhæng. Dette ansvar, der følger med ”great powers”, kan i klatring tolkes som ansvaret for at være bevidst om dig selv og hvor du er på væggen. Din ”great power” er netop at kunne fokusere og være bevidst om din kropsposition, din proprioception, og det er spild af god hjerne-båndbredde ikke at udnytte denne evne og vie et par splitsekunder på at forfine dine bevægelser i din klatring. Det er en af de mest uudnyttede metoder til at blive en dygtigere klatrer og derfor er det et must at gå ad den vej, hvis man har forhåbninger om at udvikle sig.

Vi kender det alle sammen. Vi ankommer til klatrehallen efter en lang dag, siger hej til dem vi kender, og varmer hurtigt op for at kunne komme på væggen med de andre. Vi finder et projekt, som får et par forsøg. Armene begynder at blive trætte, forsøgene bliver mere desperate og fokus forsvinder væk fra klatringen og over mod forventninger til at toppe boulderproblemet. Vi skyder måske skylden på træthed eller andre faktorer, som virker indlysende for udfaldet af præstationen. Efter endnu et fejlslået forsøg går vi videre til et nyt projekt.

Men vi har misset en vigtig lektion.

Det er netop i disse situationer at væggen har noget at lære os. Vi bliver smidt af, vi lytter ikke til vores fejl, vi lytter ikke til de sensoriske data i proprioceptionen, der siger til os at; ”hov du mangler at vinkle anklen mere mod venstre, placere dig lavere på sloperen og justere farten i bevægelsen en smule” – og bum, vi lander pladask på madrassen igen.

Hvis vi har vækket din interesse og du vil læse mere om, hvordan du kan udvikle din bevidsthed i din klatring og få bedre forståelse for kropsbevidsthed, så skal du læse denne artikel, der handler om klatring som The art of body awareness. Artiklen taler blandt andet om forskellige øvelser, hvor man træner ens bevidsthed om eksempelvis fodplaceringer. Vi har selv arbejdet med denne type øvelser og blandt andet forsøgt at klatre hele circuits med bind for øjnene.

Når man dykker ned i bevidstheden om ens proprioception, så opdager man mange fokuspunkter, der kan justeres på væggen. Blandt andet er tempoet, du eksekverer bevægelserne i, altafgørende for om du falder eller gennemfører bevægelsen. Hvis du mestrer det optimale tempo i en given bevægelse, så udnytter du den ideale vej gennem bevægelsen og spilder ikke energi. Når bevægelserne sættes sammen i optimalt tempo, så opstår en følelse af flow. Som Ty’ Landman siger om flow, så er det en hybrid af “fast and slow”.

Vi taler af egne erfaringer når vi peger på vigtigheden af jagten på flow-følelsen.

Blik for forbedring.

Klatring er en meget ung sport, og vi er stadig tidligt i udviklingen af mere formaliseret viden om, hvordan man bliver bedre til at klatre. En væsentlig drivkraft i udvikling er en konstant opmærksomhed på forbedringer, og evne til at se bag om vanetænkning og konventioner. I konkurrenceklatring har vi set dørmåtter, skoskift, vandskåle og nu ventilatorer blive del af arsenalet. Her følger en historie om forbedring i en ellers gammel og veletableret sport nemlig fodbold.

Hvis man synes temaet er så interessant, at man vil bruge et par timer på det, så kan vi anbefale filmen Moneyball. Filmen handler om nytænkning indenfor baseball, hvor et hold med relativt få penge pludselig nåede slutspillet 4 år i træk ved at tænke holdet som en sum af kompetencer i stedet for at fokusere på individer (- lidt ligesom Tondes replik om rutebygning).

Specialist i alsidighed.

Alsidighed er en grundlæggende del af klatring. I konkurrencer er det de mest alsidige der vinder og udendørs giver alsidighed adgang til større udvalg af ruter eller problemer. Den velformulerede ifsc rutebygger Tonde Kaytio uddyber det i følgende klip og 2 minutter frem (hele interviewet er værd at se). En vigtig pointe blandt flere er, at selv om klatrere præsterer individuelt, så er rutebygning en holdindsats.

Science eller bro-lore ?

Hvis man ikke er uddannet indenfor sport, fysiologi og videnskabelige undersøgelser kan det være svært at skelne, selv når “viden” præsenteres. Og det går stærkt med at få delt budskaberne. Her er et eksempel der landede i vores indbakke i dag. Fabrique Verticale viderebringer ofte andres indhold, og denne gang drejer det sig om en artikel, som baserer sig på nogle fund som Lattice har analyseret sig frem til i deres datasæt.

Artiklen mener at have dokumentation for, at lave klatrere er nødt til at være stærkere end høje, fordi de skal kompensere for manglende rækkevidde. Der bliver ikke tænkt nærmere over, at høje klatrere i reglen er tungere end lave, og at det måske kan have indflydelse på de styrkemål baseret på kropsvægt, som ligger til grund for Lattice’s fund.

Lattice fremlægger ikke deres rådata, som ellers er et krav i seriøs forskning, og deres fund bliver sagligt kritiseret for ukendt samplestørrelse, manglende gennemsigtighed og valg af statistisk model. Deres fund modsiges endda af en anden sandsynligvis mere solid undersøgelse af, hvordan kropshøjde korrelerer med klatrepræstation.

Den gennemgående take-home-message er, at det er bedst at være let, og at den primære faktor for vægt er kropshøjde. Som Jan Hojer svarede, da hans højde blev fremhævet som en fordel: Hvorfor er jeg så den eneste høje i feltet ?

Links følger her, så man kan følge et eksempel på “videns” vej gennem internettet.

https://lafabriqueverticale.com/en/short-climbers-vs-tall-climbers/

https://thebiginitiative.ca/en/blog/2019-10/the-shorter-you-are-the-stronger-you-will-have-to-be/

https://www.trainingbeta.com/media/tom-ollie/

http://climbstat.blogspot.com/2018/12/being-tall-and-carrying-more-weight-are.html

Hvordan lærer man klatring ?

Et simpelt spørgsmål, hvor svaret ofte afhænger af, hvem man spørger. Efterhånden som klatring bliver mere og mere etableret får vi også opbygget reel viden, der rækker ud over forskellige kendtes personlige erfaringer. Her er nogle 10-15 år gamle eksempler på tips og tricks. Hvem skal man lytte til og hvor meget skal man tage med sig ?

Og disse mænd fra klatreland, de sloges nu verbalt,
skønt alle havde delvist ret, så gætted’ alle galt.