Stockholm rutebyggerrapport

BLX BOULDERING CLUB

I august var jeg i Stockholm for at bygge åbningssættet i den nye hal BLX Bouldering Club. Hallen er placeret på øverste etage i Westfield Mall of Scandinavia, der er et storcenter på størrelse med Fields i København. Den nye hal fokuserer på at skabe et produkt, der gør folk bedre til at klatre. De vil gøre adgang og betaling lige så let som at gå til fitness og ovenikøbet med garanteret parkering og indkøbsmuligheder lige om hjørnet (eller lige om rulletrappen skulle man måske sige).

Her følger en rutebyggerrapport med nedslag, der er vigtige, da de skiller sig ud som ideer og erfaringer, som kan bruges i fremtiden.

Facts:

BLX Bouldering Club

7 dages rutebyg

1 hviledag

60 blokke

6 circuits

2 dage afsat til circuit-justering

3 rutebyggere

At kunne tilpasse sig omgivelserne

Rutebygningen var planlagt til at skulle foregå imens CityWall byggede væggene færdig. Det betød at vi skulle indordne os under en større byggeplan og deres forskellige deadlines. De arbejdede i omvendt rækkefølge. Det skal forstås som at de løste de opgaver længst inde, eller længst oppe i hallen, der krævede lift eller andet tungt værktøj. Derefter flyttede de lift og materialer væk fra området, så madrasserne kunne lægges med det tilhørende tæppe-cover.

Vi arbejdede derfor oftest uden madrasser foran væggene – og det er krævende. Først må skitser til blokke sættes, da man kun lægger madrasser foran væggen én gang (Det er for tungt at flytte madrasser frem og tilbage for både at skabe plads til stiger på betongulvet og flytte madrasser tilbage under væggen til testfasen). En eventuel sidste justering gemmes til madrasserne er lagt endeligt. 

Planlægningen var dynamisk, hvilket betød at vi altid havde 2-3 andre opgaver i rutebygningen, vi kunne tage os til en given dag – alt efter hvor langt vægbyggeriet var kommet. Vi tilpassede os deres rytme og nogle dage ændrede planen sig, så vi skulle lægge kursen om og fuldføre andre delopgaver i planen. Det kan virke frustrerende at planen ændrer sig, men i et kreativt perspektiv fik vi mulighed for at genoverveje ideer på væggen, samt circuitternes sammensætning. Vi vendte bevidst frustration til mulighed for at tænke anderledes over rutebygningen. Brudene i den faste rytme var åbningen mod anderledes muligheder for at afprøve kreative processer.

Ved hver dags afslutning evaluerede vi vores proces for at optimere på detaljer og effektivitet, da hver eneste dag var kostbar tid, der ikke kunne spildes. Vi iberegnede blandt andet træthed for at sikre, at opgaverne de sidste dage, ikke var de mest fysisk krævende. Det kunne eksempelvis være at undgå at de sværeste blokke manglede at blive sat. Eller at vi sikrede os at de mest krævende vurderinger af circuitniveauerne blev udført på dage, hvor vi var friske.

Fagligt highlight: Skill-circuits

Hallen følger et circuitsystem, hvor hver circuit har egen grebfarve. Indenfor hver enkelt circuit bliver sværhedsgraden markeret med farvet tape på startgrebene. Hver circuit har et enkelt tema/teknisk fokus. Det betyder at en skill-circuit med eksempelvis koordination som tema kun indeholder koordinationsblokke i forskellige sværhedsgrader. Skill-circuits skiller sig ud fra andre circuitsystemer ved, at hver circuit har et enkelt tema, men at blokkene varierer i sværhedsgrad.

Hvad er intentionen?

Det er intentionen at man ved skill-circuits opnår et meget transparent og let tilgængeligt produkt. Det er transparent fordi hver circuit følger et enkelt tema af bevægelser eksempelvis mantles. Det er let tilgængeligt fordi eftersom circuitterne følger grebfarverne, er det let at følge en circuit gennem hallen, da det blot er grebfarven man skal lokalisere. Det er også intentionen med skill-circuits at man vil give folk to overordnede måder at anvende produktet på. For det første kan man følge en tværgående circuit, på tværs af grebfarver (og dermed på tværs af temaer/teknikker) man selv sætter sammen. På den måde får brugeren høj diversitet af blokke i sin circuit, samt muligheden for at teste om brugerens niveau er konsekvent over flere forskellige stilarter. Den tværgående circuit for en 6A klatrer bliver spørgsmålet om man kan klatre 6A i alle stilarter. Med andre ord bliver brugerens svagheder hurtigt lokaliseret.

Den anden måde man kan anvende produktet på er, at circuitterne følges i et enkelt tema. Hvis man vælger at følge en circuit med temaet mantle, så kan man øve mantleblokke i stigende sværhedsgrad.

Tilrettelæggelse

Hvis man vil anvende dette system, så skal man beslutte sig for, hvilke temaer man gerne vil have repræsenteret i sit produkt. Antallet af circuits skal sammenstemmes med antallet af tilgængelige grebfarver.

BLX hallens circuitter:

🔴Dynamic coordination

🔵 Tactics

🟡Footwork

🟢Wildcard

🟣Wrestling

⚫️Weightshift

Kundernes oplevelse

Produktet er let at anvende når man har forstået systemet. Kunderne får en oplevelse af at kunne træne en enkelt teknik i forskellige sværhedsgrader og dermed arbejde med progression i en enkelt teknik ad gangen. Ved at anvende tværgående circuitter er kunderne selv herre over sammensætningen af deres træningspas, men sikrer en test i flere forskellige stilarter på en session.

Mine erfaringer

Mine erfaringer med dette system er at man skal være tydelig med kommunikationen omkring, hvordan man bruger produktet. Ideen om den tværgående circuit kræver initiativ fra brugeren. Det er ikke nødvendigvis tydeligt, hvordan det fungerer for en uerfaren klatrer. Mine erfaringer er også at man skal gøre det tydeligt at circuitterne er dynamiske, altså at en circuits tema/tekniske fokus bør kunne ændre sig, så produktet varierer i indhold. Man kan vælge at gøre det tydeligt, hvilke perioder de enkelte circuits har en bestemt overskrift og hvornår det skifter. I BLX startede de ud med ovenstående temaer/tekniske fokuspunkter. Den grønne circuit var wildcard for at eksperimentere med en circuit, der havde blandede temaer for blokkene. Alle circuitter er tænkt som dynamiske og de vil ændre overskrifter i fremtiden.

Sammenlignet med en almindelig circuit med høj diversitet i temaer, så er dette produkt mere krævende for brugeren. Brugeren skal tage stilling til, hvordan man vil anvende circuitterne og man kan ikke blindt følge en circuit på et vist niveau, og lade sig føre med af, hvad rutebyggerne har tænkt.

Processen:

Processen bag rutebygningen var dynamisk og kunne ændre sig fordi vi skulle adaptere rytmen fra vægbygger teamet. Grundlæggende var processen dikteret af en plan, hvor kvantitet og fokuspunkter pr circuit og pr blok fastslog, hvad og hvor vi skulle bygge.

Oftest var fremgangsmåden at vi i fællesskab blev enige om et volumesteup på væggen, der bidrog til alle typer af ideer på tværs af circuitternes teamer. Derefter satte vi skitser til ideerne. Ingen blokke blev bygget af en enkelt person. Vi forsøgte generelt at samarbejde om en blok så tidligt i processen som muligt, så det blev fællesskabets blokke. Intentionen er at alle føler et medansvar for udformningen og udførslen af arbejdet.

Konceptvæg

Vi eksperimenterede med en fremgangsmåde, hvor vi dikterede en retning for en sektion af blokke. Eksempelvis havde vi en sektion, der havde overskriften no foot boulders. Det var op til den enkelte rutebygger at fortolke overskriften. Gruppen vurderede i fællesskab, hvilke blokke der skulle anvendes og hvilke der skulle justeres. Det var ikke alle blokke, der endte som campusblokke, men fremgangsmåden med at fremprovokere en bestemt type blokke fra rutebyggerne gjorde at diversiteten mellem sektionerne blev større.  

Circuitjustering

Vi afsatte bevidst hele dage til kun at justere circuitterne. Vi justerede sammenhængen mellem blokkene tværs af temaer ved at følge en grad ad gangen. Vi justerede også circuits internt ved at vurdere eksempelvis den dynamiske circuits niveauer for at sikre, at blokkene steg tilstrækkeligt i grad pr blok.

Det var vigtigt at dage sat af til circuitjustering ikke indeholdt produktion af blokke. Vurderingerne var tidskrævende og man skulle have mange testmæssige indtryk med i vurderingerne, hvilket betyder en stor mængde klatring disse dage. Derfor er minimal rutebyg bedre for vurderingerne.

Bevidsthed om forskellige processer

Vi forsøgte at have en fælles bevidsthed om, hvilken proces vi anvendte. Justering af processen foregik i fællesskab og på baggrund af afsluttende evalueringer hver dag.

Vi forsøgte at ændre på processen ofte for at fremprovokere nye ideer og perspektiver. Én fremgangsmåde var at skabe en fælles konceptide til en hel sektion. Vi byggede kernen af alle blokke på sektionen og gruppen færdiggjorde starten før, og afslutningen efter kernen af blokken i fællesskab. På den måde gik en tydelig tematisk detalje igen i blokkene, men teknisk varierede blokkene.

Der skulle bygges ca 60 blokke fordelt på 2 etager. Hver etage var inddelt i ca 5 vægsektioner med ca 30 blokke pr etage. Hver dag var fleksibel fordi logistik dikterede, at det ikke altid var nødvendigt at afslutte et sæt når det var påbegyndt samme dag. Derfor eksperimenterede vi med en anden type af proces for rutebygningen af en sektion, hvor processen strakte sig over flere dage. Det gav mulighed for at tænke over, hvor gode blokkene var og om det var en bedre løsning at strippe og starte forfra på visse blokke. Det var overvejelser, der normalt ikke er plads til grundet kortere deadlines.

Tydelige dagskvoter og delmål er vigtige for at skabe en følelse af at alle i gruppen følger samme retning. Desuden anvendte vi en analog plan på papir, hvor alle informationer om circuits og blokke blev ajour ført. Planen fungerede som midtpunkt for arbejdet.

DR kommentering ved OL Tokyo 2020

Peter fra circuit.dk har fået muligheden for at kommentere på De Olympiske Lege i Tokyo på DR.

Kommenteringen bliver sendt på DR 5. august 17:00 og 6. august 17:00.

Med mange års klatre-erfaring og gode formidler evner, er det garanteret, at klatringen bliver velbeskrevet og forståeligt for alle, hvis man vælger at se med. Og hvorfor se med? Tjo, der er meget øjet ikke ser – eksempelvis hvordan rutebyggernes overvejelser spiller ind i konkurrencens udfoldelse (se et eksempel fra Meiringen 2021 i en tidligere post). Peter vil gøre brug af tidligere erfaringer med rutebyg til konkurrencer, der opkvalificerer analysen af konkurrencens aspekter.

Hvad kan vi forvente fra Tokyo? Der er allerede action foran væggen. Rutebyggerne forsøger at holde blokkene helt hemmelige før runderne begynder, men en person har sneget sig ind og filmet processen og testklatringen, og derefter lagt videoen op på youtube. IFSC har fået videoen fjernet og det resulterede i at rutebyggerteamet måtte bygge to helt nye blokke. Læs mere her med førstehåndsberetning fra en af rutebyggerne.

De 20 bedste atleter er allerede tjekket ind i ‘The Olympic Village’ og de har fået muligheden for at træne på den officielle væg inden det går løs i morgen. Dog kan de intet ændre nu. Deres forberedelser op til dagen i morgen strækker sig mange år tilbage og deres akkumulerede erfaring kommer til at give udslaget.

Et mix af rutebygningsaspekter og detaljerede liveanalyser er hvad man får serveret i kommenteringen. Alt vi kan sige nu, er:

Gamba Gamba!

Flathold Feinschmeckeri

Flathold er et stort brand, absolut et af de største. Og derfor har de nærmest eneret på udstillingsvinduet < IFSC Meiringen Boulder World Cup >.

Det er nu meget godt for alle os, der følger med på sidelinjen. Vi får de første glimt af de nyeste greb og rutebyg i verdensklasse. Men hvad siger Manu Hassler, Laurent Laporte, Samy Remi, Pierre Broyer og Gen Hirashima egentlig selv om deres overvejelser og bekymringer bag processen?

Se tankeprocesserne bag rutebyggernes valg i videoen. Det er især interessant at Laporte siger, at det ikke er nødvendigt at tilbyde originale koncepter hver eneste gang. Det vigtige er at være klar over at man skaber et spektakel.

En anden nævneværdig detalje: Gen starter rutebygger-teamet på den sværest mulige måde = ‘freestyle’. Læg mærke til hvordan verdens bedste rutebyggere takler sådan en ordre fra chefrutebyggeren.

Og hvem er Gen egentlig udover at være en af Japans absolut bedste rutebyggere? I det her interview siger han at han kun klatrer 3 gange om ugen og hovedsageligt klatrer multipitch udendørs.

The final gig!

En af de mest erfarne indenfor rutebygning er ved at takke af på den internationale scene.

Percy Bishton har været professionel rutebygger i mere end 25 år, han er medejer af en af de første bouldering haller, ‘The Climbing Works’ i Sheffield, og han er vokset op på Gritstone i Peak District.

Percys sidste gig er som chef rutebygger til OL i Tokyo og Niki Held har fanget ham for en snak om processen bag store events og Percys karriere.

Percy taler let om overvejelser og oplevelser i konkrete situationer, som, hvis man lytter efter, har en stor mængde af overvejelser og mellemregninger bag. Du får med andre ord indblik i Percys enorme kapacitet og hans blik for helheden. Percy er meget reflekteret og den evne han har til at træffe de rette beslutninger i en presset situation, i fællesskab med teamet, er uden sammenligning en af grundene til, at han har været så elsket en rutebygger i branchen.

Vigtigheden af at forstå ‘privilegier’

Graderinger er subjektive forslag, ikke objektive sandheder. De subjektive forslag samles til bunke og derudfra opstår konsensusgraderinger. De subjektive forslag er ofte givet af en lille gruppe rutebyggere i klatrehaller – de har privilegiet til at gradere. Men hvem skal være en del af denne udvalgte gruppe, hvem skal have privilegiet? Den diskussion er så småt ved at komme op til overfladen og kan blandt andet følges ved at klikke på billedet.

Snakken om privilegier kan også ses i lyset af forrige post om, hvorvidt vi forstår, at morfologi er dikterende for en løsning, snarere end rutebygger-teamets interne aftale om en optimal løsning.

Tillader vi muligheden for, at det kunne være anderledes?

Tillader vi at sekvensen på en blok må fortolkes med kreativitet og intuition, eller har vi aftalt en løsning, internt i rutebygger-teamet, som den ‘sande løsning‘ eller ‘den letteste løsning’? Hvis ja, hvordan opnåede vi mandat til at diktere sandheden om løsningen? (Hint: Det gjorde vi heller ikke).

Se Yoshiyuki Ogata gå feet first i en diedre – Det kan vel ikke være den letteste løsning.. eller hvad?

Hvorfor er Tobi Diedler i Singapore?

Hvad gør man, hvis man ikke har viden? Man opsøger den – eller i dette tilfælde; importerer den!

I denne video er Tobi Diedler fløjet til Singapore for, at indgå som rutebygger for IFSC SMU Gravival bouldering konkurrencen.

Tobi har hjemme i Hamburg Flashh-klatrehallen i Tyskland, hvor tysk flowy stil har influeret hans måde at tænke rutebygning på.

Men hvorfor er Tobi i Singapore?

Singaporeanerne har opdaget Tobi gennem Instagram. De så at Tobi havde et øje for især fodteknik og æstetik, hvilket er elementer som man i Singapore tidligere har haft mindre fokus på. De tog hånd om sagerne og fløj Tobi til Singapore for at dele viden og erfaring.

Videoen kan ses i sin helhed, men her er udpluk af fokuspunkter:

19:44 hvorfor diversitet i circuits

28:42 Æstetik vs. funktionalitet

30:44 Hvorfor blev Tobi inviteret til Singapore?

35:09 Master of uncertainty  

Arigato gozaimasu!

Vi kan ikke gøre andet end at sige tak, tak for en ny omgang Japan Cup 2021! Det er ofte en afbalanceret, strikt og taktfast rutebygning, der danner grundlaget for klatrernes udfoldelse. Det er ikke tit, at der er wow-garanti, men den er næsten sikret i denne konkurrence. Verdens bedste klatrere? Verdens bedste blokke? Bedøm selv:

Om at give i stedet for at tage..

Bjørn har været med i den svenske podcast serie “fulbeta”. Her går snakken på emner som optimal klatretræning (hvor styrkefokus måske ikke er svaret på alle spørgsmål), ideen og forståelsen af brugen af circuits, samt rutebyg. Desuden kommer snakken omkring, hvordan klatring og vidensdeling kan gøres til et fælles projekt, så individfokus ændres til fokus på gruppen og fællesskabet.

”Everything is vanilla”

Vi vil pege på denne podcast serie, Routesetting Exposed, som stiller dybere spørgsmål angående rutebygning til podcastens gæster. Blandt andre er episode #5 interessant i forhold til at implementere og forstå circuitsystemet i en klatrehal.

Episodens gæst er Tonde Katiyo, der tager os igennem sine erfaringer med at flytte til USA i 2013 og forsøge at implementere circuits i en amerikansk kultur, der ikke har hørt ordet før i klatresammenhæng.

Circuitgraderinger

En af de interessante diskussioner er, hvordan graderingerne i klatring ikke afspejler den subjektive oplevelse af alle bevægelsessituationer. Forslaget er, at graderinger skal opfattes som estimeringer. I en circuitsammenhæng er situationen, hvor du kan toppe alle problemer i en circuit, ikke mulighedsbetingelsen for at du kan avancere til den næste circuitgradering – eller i et enkelt-blok-perspektiv, for den sags skyld: Topper du en 6C, så er det ikke ens betydende med at du har avanceret til 7A. Det er mere kompliceret end som så og mange faktorer spiller ind i, hvordan evner afspejler (eller ikke afspejler) mulig præstation.

Derfor bliver blokke set i sammenhæng i circuitter. De bliver en lang sammenhængende klatre-oplevelse. Derfor bliver circuits designet så de hænger sammen indbyrdes. Blokke hænger sammen med andre blokke, som hænger sammen i circuits, der hænger sammen med andre circuits. Dette skaber diversitet, øger læringsudbyttet og nedsætter skadesrisikoen på grund af varierende bevægelsesmønstre.

Elektricitet

Af andre spændende ideer i podcasten, så kan et par nævnes så som blokke, der skaber elektricitet. Hvad bliver der mon tænkt på her? Jo, dette har noget at gøre med at interagere med brugerne, flytte et crowd rundt i hallen og skabe interessante visuelle indtryk.

One-top blokke

Der bliver også talt om erfaringer som konkurrence-rutebygger, hvor blandt andet »no-top blokke« kan ses som en indikator for, hvor store sats rutebyggerne tager i niveaujusteringerne. ”High risk, high pay-off”… Dette skal dog ikke her opfattes som et mål i sig selv. En no-top blok er en lille justering fra en one-top blok, hvilket er en ekstrem svær rutebyggermæssig præstation. Se eksempelvis Ondra på one-top jam-blokken i Meiringen 2019:

Intentionalitet

”I’m gonna make you do this”, er også en rutebygger-myte som Tonde skyder i gulvet. Jo, selvfølgelig skal der være intention bag blokken, men når du slipper den, sætter den sidste støtteskrue og markerer start- og slutgreb, så lever blokken sit eget liv. Mange forskellige betaer kan opstå på baggrund af mange forskellige typer af klatrere. En flok klatrere kan, med et pragteksemplar på en lemming-effekt, påvirke hinanden til at anvende en sværere sekvens. Lige meget hvad, så er blokken sat til at provokere en reaktion frem hos klatreren. Dette være sig en følelsesmæssig stillingtagen til den kommende klatreoplevelse på blokken, eller et bevægelsesmæssigt udfald. Dét er rutebyggerens intentionelle arbejde, som skal lægges i blokken. Og det må ikke misforståes som i det modsatte tilfælde af et intentionelt stykke arbejde: “Så nu slipper jeg den her blok, den er ikke som jeg (teamet) vil have den, men den kommer til at give en effekt alligevel. Jeg er jo alligevel ikke herre over, hvordan folk klatrer”. Den type indstilling er ikke rutebygning. Man skal være sig bevidst om, at rutebygningen i en klatrehal er en af de vigtigste elementer i overleveringen og kommunikationen af klatring på væggen. Den skal bygges på et grundlag af bevidsthed om beslutningerne man træffer, for ellers kan man ikke justere efter fejl og mangler og opnå en læringsmæssig udvikling i sin rutebygning.

Denne ide om intention leder over i deres snak om at klatring ikke er fair. At forsøge at gøre en blok fair for alle kropstyper er en umulig mission, men at forstå og være bevidst om klatringens effekt på mange forskellige mennesker og kulturer, dét er en af de vigtigste fokuspunkter i rutebygning. Denne del af rutebygger-jobbet leder direkte til, hvordan man samarbejder med ledelsen i en klatrehal, eller til, hvordan man med hvilket modus skal gennemtænke en fremtidsvision for ens klatrehal. Diversitet går igen i klatringen, i kulturen, i kønsdiskussioner og i hvordan sporten skal udvikle sig og diversitet er både grundlæggende for podcasten og for den grundlæggende ide om circuits.

Kommunikation

Hvis man arbejder på en måde, der ikke er sikker, så er det ikke en optimal arbejdsgang. Hvis man arbejder alene og ikke involverer sig i resten af teamet, så er der et kommunikationsbrist og det ønskede teamwork er ikke-eksisterende. Kommunikation er en af de vigtigste og mest grundlæggende evner en rutebygger kan mestre. Kommunikation, ledelse, koordinering og teamwork er stadigvæk in the dark i rutebygning, men i podcasten kommer de omkring de vigtigste perspektiver på disse.

Everything is Vanilla

Som en afsluttende bemærkning til denne podcast-anbefaling, så gentager vi Tondes ord, ”Everything is vanilla”:

Det er uinteressant at forsøge at strømligne alle elementer i rutebygning, at forsøge at udhule graderinger ved at markere lette og moderate niveauer sværere, så flere topper svære blokke, at flade en højprofileret circuit ud, så diversiteten ikke overstiger klatrerenes kunnen ­– når everything is vanilla, så har man fjernet sig fra klatringens grundprincipper.