Flathold Feinschmeckeri

Flathold er et stort brand, absolut et af de største. Og derfor har de nærmest eneret på udstillingsvinduet < IFSC Meiringen Boulder World Cup >.

Det er nu meget godt for alle os, der følger med på sidelinjen. Vi får de første glimt af de nyeste greb og rutebyg i verdensklasse. Men hvad siger Manu Hassler, Laurent Laporte, Samy Remi, Pierre Broyer og Gen Hirashima egentlig selv om deres overvejelser og bekymringer bag processen?

Se tankeprocesserne bag rutebyggernes valg i videoen. Det er især interessant at Laporte siger, at det ikke er nødvendigt at tilbyde originale koncepter hver eneste gang. Det vigtige er at være klar over at man skaber et spektakel.

En anden nævneværdig detalje: Gen starter rutebygger-teamet på den sværest mulige måde = ‘freestyle’. Læg mærke til hvordan verdens bedste rutebyggere takler sådan en ordre fra chefrutebyggeren.

Og hvem er Gen egentlig udover at være en af Japans absolut bedste rutebyggere? I det her interview siger han at han kun klatrer 3 gange om ugen og hovedsageligt klatrer multipitch udendørs.

The final gig!

En af de mest erfarne indenfor rutebygning er ved at takke af på den internationale scene.

Percy Bishton har været professionel rutebygger i mere end 25 år, han er medejer af en af de første bouldering haller, ‘The Climbing Works’ i Sheffield, og han er vokset op på Gritstone i Peak District.

Percys sidste gig er som chef rutebygger til OL i Tokyo og Niki Held har fanget ham for en snak om processen bag store events og Percys karriere.

Percy taler let om overvejelser og oplevelser i konkrete situationer, som, hvis man lytter efter, har en stor mængde af overvejelser og mellemregninger bag. Du får med andre ord indblik i Percys enorme kapacitet og hans blik for helheden. Percy er meget reflekteret og den evne han har til at træffe de rette beslutninger i en presset situation, i fællesskab med teamet, er uden sammenligning en af grundene til, at han har været så elsket en rutebygger i branchen.

Vigtigheden af at forstå ‘privilegier’

Graderinger er subjektive forslag, ikke objektive sandheder. De subjektive forslag samles til bunke og derudfra opstår konsensusgraderinger. De subjektive forslag er ofte givet af en lille gruppe rutebyggere i klatrehaller – de har privilegiet til at gradere. Men hvem skal være en del af denne udvalgte gruppe, hvem skal have privilegiet? Den diskussion er så småt ved at komme op til overfladen og kan blandt andet følges ved at klikke på billedet.

Snakken om privilegier kan også ses i lyset af forrige post om, hvorvidt vi forstår, at morfologi er dikterende for en løsning, snarere end rutebygger-teamets interne aftale om en optimal løsning.

Tillader vi muligheden for, at det kunne være anderledes?

Tillader vi at sekvensen på en blok må fortolkes med kreativitet og intuition, eller har vi aftalt en løsning, internt i rutebygger-teamet, som den ‘sande løsning‘ eller ‘den letteste løsning’? Hvis ja, hvordan opnåede vi mandat til at diktere sandheden om løsningen? (Hint: Det gjorde vi heller ikke).

Se Yoshiyuki Ogata gå feet first i en diedre – Det kan vel ikke være den letteste løsning.. eller hvad?

Hvorfor er Tobi Diedler i Singapore?

Hvad gør man, hvis man ikke har viden? Man opsøger den – eller i dette tilfælde; importerer den!

I denne video er Tobi Diedler fløjet til Singapore for, at indgå som rutebygger for IFSC SMU Gravival bouldering konkurrencen.

Tobi har hjemme i Hamburg Flashh-klatrehallen i Tyskland, hvor tysk flowy stil har influeret hans måde at tænke rutebygning på.

Men hvorfor er Tobi i Singapore?

Singaporeanerne har opdaget Tobi gennem Instagram. De så at Tobi havde et øje for især fodteknik og æstetik, hvilket er elementer som man i Singapore tidligere har haft mindre fokus på. De tog hånd om sagerne og fløj Tobi til Singapore for at dele viden og erfaring.

Videoen kan ses i sin helhed, men her er udpluk af fokuspunkter:

19:44 hvorfor diversitet i circuits

28:42 Æstetik vs. funktionalitet

30:44 Hvorfor blev Tobi inviteret til Singapore?

35:09 Master of uncertainty  

Arigato gozaimasu!

Vi kan ikke gøre andet end at sige tak, tak for en ny omgang Japan Cup 2021! Det er ofte en afbalanceret, strikt og taktfast rutebygning, der danner grundlaget for klatrernes udfoldelse. Det er ikke tit, at der er wow-garanti, men den er næsten sikret i denne konkurrence. Verdens bedste klatrere? Verdens bedste blokke? Bedøm selv:

Om at give i stedet for at tage..

Bjørn har været med i den svenske podcast serie “fulbeta”. Her går snakken på emner som optimal klatretræning (hvor styrkefokus måske ikke er svaret på alle spørgsmål), ideen og forståelsen af brugen af circuits, samt rutebyg. Desuden kommer snakken omkring, hvordan klatring og vidensdeling kan gøres til et fælles projekt, så individfokus ændres til fokus på gruppen og fællesskabet.

”Everything is vanilla”

Vi vil pege på denne podcast serie, Routesetting Exposed, som stiller dybere spørgsmål angående rutebygning til podcastens gæster. Blandt andre er episode #5 interessant i forhold til at implementere og forstå circuitsystemet i en klatrehal.

Episodens gæst er Tonde Katiyo, der tager os igennem sine erfaringer med at flytte til USA i 2013 og forsøge at implementere circuits i en amerikansk kultur, der ikke har hørt ordet før i klatresammenhæng.

Circuitgraderinger

En af de interessante diskussioner er, hvordan graderingerne i klatring ikke afspejler den subjektive oplevelse af alle bevægelsessituationer. Forslaget er, at graderinger skal opfattes som estimeringer. I en circuitsammenhæng er situationen, hvor du kan toppe alle problemer i en circuit, ikke mulighedsbetingelsen for at du kan avancere til den næste circuitgradering – eller i et enkelt-blok-perspektiv, for den sags skyld: Topper du en 6C, så er det ikke ens betydende med at du har avanceret til 7A. Det er mere kompliceret end som så og mange faktorer spiller ind i, hvordan evner afspejler (eller ikke afspejler) mulig præstation.

Derfor bliver blokke set i sammenhæng i circuitter. De bliver en lang sammenhængende klatre-oplevelse. Derfor bliver circuits designet så de hænger sammen indbyrdes. Blokke hænger sammen med andre blokke, som hænger sammen i circuits, der hænger sammen med andre circuits. Dette skaber diversitet, øger læringsudbyttet og nedsætter skadesrisikoen på grund af varierende bevægelsesmønstre.

Elektricitet

Af andre spændende ideer i podcasten, så kan et par nævnes så som blokke, der skaber elektricitet. Hvad bliver der mon tænkt på her? Jo, dette har noget at gøre med at interagere med brugerne, flytte et crowd rundt i hallen og skabe interessante visuelle indtryk.

One-top blokke

Der bliver også talt om erfaringer som konkurrence-rutebygger, hvor blandt andet »no-top blokke« kan ses som en indikator for, hvor store sats rutebyggerne tager i niveaujusteringerne. ”High risk, high pay-off”… Dette skal dog ikke her opfattes som et mål i sig selv. En no-top blok er en lille justering fra en one-top blok, hvilket er en ekstrem svær rutebyggermæssig præstation. Se eksempelvis Ondra på one-top jam-blokken i Meiringen 2019:

Intentionalitet

”I’m gonna make you do this”, er også en rutebygger-myte som Tonde skyder i gulvet. Jo, selvfølgelig skal der være intention bag blokken, men når du slipper den, sætter den sidste støtteskrue og markerer start- og slutgreb, så lever blokken sit eget liv. Mange forskellige betaer kan opstå på baggrund af mange forskellige typer af klatrere. En flok klatrere kan, med et pragteksemplar på en lemming-effekt, påvirke hinanden til at anvende en sværere sekvens. Lige meget hvad, så er blokken sat til at provokere en reaktion frem hos klatreren. Dette være sig en følelsesmæssig stillingtagen til den kommende klatreoplevelse på blokken, eller et bevægelsesmæssigt udfald. Dét er rutebyggerens intentionelle arbejde, som skal lægges i blokken. Og det må ikke misforståes som i det modsatte tilfælde af et intentionelt stykke arbejde: “Så nu slipper jeg den her blok, den er ikke som jeg (teamet) vil have den, men den kommer til at give en effekt alligevel. Jeg er jo alligevel ikke herre over, hvordan folk klatrer”. Den type indstilling er ikke rutebygning. Man skal være sig bevidst om, at rutebygningen i en klatrehal er en af de vigtigste elementer i overleveringen og kommunikationen af klatring på væggen. Den skal bygges på et grundlag af bevidsthed om beslutningerne man træffer, for ellers kan man ikke justere efter fejl og mangler og opnå en læringsmæssig udvikling i sin rutebygning.

Denne ide om intention leder over i deres snak om at klatring ikke er fair. At forsøge at gøre en blok fair for alle kropstyper er en umulig mission, men at forstå og være bevidst om klatringens effekt på mange forskellige mennesker og kulturer, dét er en af de vigtigste fokuspunkter i rutebygning. Denne del af rutebygger-jobbet leder direkte til, hvordan man samarbejder med ledelsen i en klatrehal, eller til, hvordan man med hvilket modus skal gennemtænke en fremtidsvision for ens klatrehal. Diversitet går igen i klatringen, i kulturen, i kønsdiskussioner og i hvordan sporten skal udvikle sig og diversitet er både grundlæggende for podcasten og for den grundlæggende ide om circuits.

Kommunikation

Hvis man arbejder på en måde, der ikke er sikker, så er det ikke en optimal arbejdsgang. Hvis man arbejder alene og ikke involverer sig i resten af teamet, så er der et kommunikationsbrist og det ønskede teamwork er ikke-eksisterende. Kommunikation er en af de vigtigste og mest grundlæggende evner en rutebygger kan mestre. Kommunikation, ledelse, koordinering og teamwork er stadigvæk in the dark i rutebygning, men i podcasten kommer de omkring de vigtigste perspektiver på disse.

Everything is Vanilla

Som en afsluttende bemærkning til denne podcast-anbefaling, så gentager vi Tondes ord, ”Everything is vanilla”:

Det er uinteressant at forsøge at strømligne alle elementer i rutebygning, at forsøge at udhule graderinger ved at markere lette og moderate niveauer sværere, så flere topper svære blokke, at flade en højprofileret circuit ud, så diversiteten ikke overstiger klatrerenes kunnen ­– når everything is vanilla, så har man fjernet sig fra klatringens grundprincipper.

With great power comes great responsibility

Stan Lee’s kendte Spiderman citat har en ting eller to at sige om selvbevidsthed – også i en klatresammenhæng. Dette ansvar, der følger med ”great powers”, kan i klatring tolkes som ansvaret for at være bevidst om dig selv og hvor du er på væggen. Din ”great power” er netop at kunne fokusere og være bevidst om din kropsposition, din proprioception, og det er spild af god hjerne-båndbredde ikke at udnytte denne evne og vie et par splitsekunder på at forfine dine bevægelser i din klatring. Det er en af de mest uudnyttede metoder til at blive en dygtigere klatrer og derfor er det et must at gå ad den vej, hvis man har forhåbninger om at udvikle sig.

Vi kender det alle sammen. Vi ankommer til klatrehallen efter en lang dag, siger hej til dem vi kender, og varmer hurtigt op for at kunne komme på væggen med de andre. Vi finder et projekt, som får et par forsøg. Armene begynder at blive trætte, forsøgene bliver mere desperate og fokus forsvinder væk fra klatringen og over mod forventninger til at toppe boulderproblemet. Vi skyder måske skylden på træthed eller andre faktorer, som virker indlysende for udfaldet af præstationen. Efter endnu et fejlslået forsøg går vi videre til et nyt projekt.

Men vi har misset en vigtig lektion.

Det er netop i disse situationer at væggen har noget at lære os. Vi bliver smidt af, vi lytter ikke til vores fejl, vi lytter ikke til de sensoriske data i proprioceptionen, der siger til os at; ”hov du mangler at vinkle anklen mere mod venstre, placere dig lavere på sloperen og justere farten i bevægelsen en smule” – og bum, vi lander pladask på madrassen igen.

Hvis vi har vækket din interesse og du vil læse mere om, hvordan du kan udvikle din bevidsthed i din klatring og få bedre forståelse for kropsbevidsthed, så skal du læse denne artikel, der handler om klatring som The art of body awareness. Artiklen taler blandt andet om forskellige øvelser, hvor man træner ens bevidsthed om eksempelvis fodplaceringer. Vi har selv arbejdet med denne type øvelser og blandt andet forsøgt at klatre hele circuits med bind for øjnene.

Når man dykker ned i bevidstheden om ens proprioception, så opdager man mange fokuspunkter, der kan justeres på væggen. Blandt andet er tempoet, du eksekverer bevægelserne i, altafgørende for om du falder eller gennemfører bevægelsen. Hvis du mestrer det optimale tempo i en given bevægelse, så udnytter du den ideale vej gennem bevægelsen og spilder ikke energi. Når bevægelserne sættes sammen i optimalt tempo, så opstår en følelse af flow. Som Ty’ Landman siger om flow, så er det en hybrid af “fast and slow”.

Vi taler af egne erfaringer når vi peger på vigtigheden af jagten på flow-følelsen.