Graderinger er subjektive forslag, ikke objektive sandheder. De subjektive forslag samles til bunke og derudfra opstår konsensusgraderinger. De subjektive forslag er ofte givet af en lille gruppe rutebyggere i klatrehaller – de har privilegiet til at gradere. Men hvem skal være en del af denne udvalgte gruppe, hvem skal have privilegiet? Den diskussion er så småt ved at komme op til overfladen og kan blandt andet følges ved at klikke på billedet.

Snakken om privilegier kan også ses i lyset af forrige post om, hvorvidt vi forstår, at morfologi er dikterende for en løsning, snarere end rutebygger-teamets interne aftale om en optimal løsning.

Tillader vi at sekvensen på en blok må fortolkes med kreativitet og intuition, eller har vi aftalt en løsning, internt i rutebygger-teamet, som den ‘sande løsning‘ eller ‘den letteste løsning’? Hvis ja, hvordan opnåede vi mandat til at diktere sandheden om løsningen? (Hint: Det gjorde vi heller ikke).

Se Yoshiyuki Ogata gå feet first i en diedre – Det kan vel ikke være den letteste løsning.. eller hvad?

… er ikke ligefrem det man tænker, når man ser Miho Nonaka, men er tit noget man selv tænker, hvis et greb føles umuligt at holde fat i. 

I hendes Q&A om tekniktræning kommer hun rundt om forskellige emner, som blandt andet kropsposition, forståelse af hendes styrker og hvordan hun træner svagheder. Den er heldigvis med engelske undertekster, så man på trods af sprogbarrieren kan få nogle guldkorn.

Et af guldkornene er at klatring er kernen.

Hvis man ikke kan holde en slags greb, foreslår hun for eksempel at klatre mere på den grebstype og lære de forskellige positioner, i stedet for kun at tænke finger- og styrketræning som løsningen.

Videoen er på ingen måde svaret til alle ens tekniske problemer, men den kan måske opfordre en til at tænke mere over ens tilgang til træning, og opfordre en større bevidsthed om kropsposition på væggen.

Her er nogle punkter, som jeg synes var værd at fremhæve: 

1:30 – fokus på lillefingeren (bliver uddybet ved 10:04)
2:57 – kendskab til styrker og overvejelse af dette i forhold til position på væggen
4:00 – fingertræning 
4:45 – træning af svagheder = en masse klatring, for at lære hvordan man bedst bevæger sig på væggen
6:35 – vigtigheden af timing

Hvad gør man, hvis man ikke har viden? Man opsøger den – eller i dette tilfælde; importerer den!

I denne video er Tobi Diedler fløjet til Singapore for, at indgå som rutebygger for IFSC SMU Gravival bouldering konkurrencen.

Tobi har hjemme i Hamburg Flashh-klatrehallen i Tyskland, hvor tysk flowy stil har influeret hans måde at tænke rutebygning på.

Men hvorfor er Tobi i Singapore?

Singaporeanerne har opdaget Tobi gennem Instagram. De så at Tobi havde et øje for især fodteknik og æstetik, hvilket er elementer som man i Singapore tidligere har haft mindre fokus på. De tog hånd om sagerne og fløj Tobi til Singapore for at dele viden og erfaring.

Videoen kan ses i sin helhed, men her er udpluk af fokuspunkter:

19:44 hvorfor diversitet i circuits

28:42 Æstetik vs. funktionalitet

30:44 Hvorfor blev Tobi inviteret til Singapore?

35:09 Master of uncertainty