A month ago, I hopped on a train with my one-way-ticket from Copenhagen to Stockholm, with 5 bags and a skateboard, which is safe to say, was the absolute limit of what I could carry.
As I crossed the bridge, I felt an equal rush of excitement and uncertainty. Time for an adventure! But also, what is waiting for me when I get off this train? (Having never been to Stockholm before, this seemed to be a legit question.)
One month in and I definitely haven’t regretted my decision. Many new things to take in, but it’s been so refreshing to jump into another environment, different ways of doing things, and most importantly, to be met by some extremely welcoming people. I may have underestimated the logistics involved in moving countries and the tiredness that follows heaps of new impressions, but other than that, I can’t complain.
Being welcomed into a team and being listened to. Working together, rather than just working next to each other. Being cared for as an employee and working with people who have an understanding for the demands and challenges of the job. AND on top of that, being surrounded by rocks, and people who are equally psyched to go climbing all the time.
I still don’t know what is waiting for me, but so far so good, and I’m thankful for the warm Swedish welcome.
The worlds best Schnicky is taking us through the process of setting W2 for the World Cup Finals in Brixen 2022. A detailed walkthrough of what goes into setting a high quality boulder. A lot can be learned from this report even if you consider yourself ‘experienced’.
Report #5 will be on the ‘re-construction’ of W2 into a very different boulder in a frantic 40 minute run 2 hours before finals.
Rutebygning er en kompleks opgave, der trækker på mange færdigheder. Man kan let forledes til at tro, at de der klatrer svært, også er bedst til at bygge ruter. I realiteten svarer det til at tro, at gode skuespillere også er gode forfattere. Vi har spurgt Nicky, hvad 40+ settere bidrager med i World Cup’en.
Planlagt udvikling mod et bestemt mål er derfor noget nær en umulighed. Dette gælder også i sport herunder klatring. Man kan stadig ikke forudsige, hvem der vil blive bedst som voksne, og eksisterende talentprogrammer kan ekskludere både skjulte talenter og andre ressourcepersoner.
Elite såvel som bredde vil således have bedre udviklingsbetingelser, hvis man fokuserer på udviklende faktorer i kultur og miljø, fremfor individfokuserede indsatser. Udini forklarer mere her, men stadig i overordnede termer, så man skal koncentrere sig for at få det hele med.
Routesetters: William Cherasse, Björn Strömberg, Bjørn Arnel Iisager
Finals round:
Classes:
Youth B Female 4 boulders
Youth B Male 4 boulders
Youth A Female 4 boulders
Youth A Male 4 boulders
Junior Female 4 boulders
Junior Male 4 boulders
Senior Female 4 boulders
Senior Male 4 boulders
For the finals we reused Youth and Junior boulders with modifications for each round. In total 8 boulders (4 female and 4 male boulders).
Qualification round:
Classes:
Youth B Female 8 boulders
Youth B Male 8 boulders
Youth A Female 8 boulders
Youth A Male 8 boulders
Junior Female 8 boulders
Junior Male 8 boulders
Senior Female 5 boulders
Senior Male 5 boulders
For the qualifications we reused Youth and Junior boulders with modifications for each round. In total 16 boulders (8 female and 8 male boulders youth/junior boulders). For the seniors we set 5 female and 5 male boulders.
To secure diversity in climbing styles during each round the plan was orchestrated with the foremost difference between the boulders. Each boulder had an objective (finger test, physical test, slab skill test etc.) and had to look different from the other boulders in the round regarding hold size and quantity. This in combination with the location of the boulders forced the ideas of the boulders to be different from each other.
Our method of conduct was to set the boulders and focus on the diversity before we calibrated the levels. This gave creative room for pushing the ideas. Everyone in the team had a chance to comment and test all the boulders, which gave a varied base for the decision-making process regarding changes and adjustments of the boulders.
Regarding aiming at the right level, we used the qualification round as an indication for how well the athletes did and as a base for our aim at how well they would do in the final round. This worked because we had references between qualification and final boulders, that shared same climbing style and level. The basic idea is that if the athletes did well in the qualification reference-boulder, then they might as well perform in the same manner in the final boulder equal to the level of the qualification reference-boulder. The speculations will always be of how certain this method is. One might reflect on the fact that the athletes have already done the qualification round, so that they are more tired when arriving at the finals. The question of how important a role the fatigue-level, on top of the inner mental battle of the athletes plays, will always be a part of the decision-making process of the routesetter between qualification and finals.
After each boulder was tweaked, another process began where we aimed at making the boulders fit the intended purpose of the circuit. Each boulder had both the individual purpose of testing a specific climbing skill, but also a purpose of balancing the circuit. This could be placing a slab boulder as boulder nr. 2 in between two physical boulders etc. In balancing the circuit, we also thought about the speed of the circuit. How fast are the boulders climbed? Is it a slow round, or a fast one? When/where do we try to create the spectacle for the crowd? These thoughts were part of the balancing process.
During our conversations within the team in the evenings we discussed many topics, but one is especially worth mentioning:
The aim for circuits is believed to be an idea mainly used in Europe (French origin). The intense focus on the circuit-composition is believed to have pros and cons. On the negative side the focus creates adjustments of the individual boulders, that sometimes take away stand-out details, so the boulders fit the purpose better. On the positive side the focus makes room for analytic perspectives on how the possible outcome of the circuit could be. And this creates possibilities for anticipating routesetting mistakes that can be prevented beforehand through a better balancing of the circuit.
A counter view is believed to be the Japanese method (I have no possible way of making sure this is a general Japanese method, but I’m told this method has been used by Japanese setters). The idea is to not focus on the circuit-composition. Instead the team set as different boulders as possible with the only focus of demarcating the ideas. In the adjustment process each individual idea of the boulder is pushed as far as possible. This creates a very rough circuit – like strong heart beats on an electrocardiogram. With this method the demand for the athlete-ability to adapt between the boulders is higher.
To get the outlines of the idea of the non-composition focus check out Gen Hirashimas work during the Meiringen Boulder World Cup 2021 – one could name this method freestyle.
In the end we ended up with a high diversity in climbing styles in each round and I’m convinced that the dissimilarity between the setters in the team created the base for greater diversity.
Her er en lille gennemgang af beta’en på M3 i OL-finalen, som virkede nærmest ulæselig. Der er også nogle overvejelser omkring rutebyggernes meget svære arbejdsbetingelser ved OL. Impact Routesetting har andre grundige analyser på deres kanal, som klart er tiden værd.
Det bliver også nævnt, at blokken blev kritiseret efterfølgende for at henvise til det Japanske Imperieflag (Kyokujitsu-ki), hvilket i sig selv er et eksempel til læring. Kim Jain skrev fin post til eftertanke på Instragram umiddelbart efter OL.
Da Seb Bouin gik Beyond Integral foreslog han en grad. Selv om det var den sværeste rute han havde klatret, så var han ydmyg omkring sin erfaring med ruter over 9b, og inviterede til andres vurdering. Hvilke faktorer afgør om en grad bliver justeret ? Måske bliver Silence 9b+, når flere har klatret den ?
Se eller gense Seb på de super marginale sekvenser her…
Alle rutebyggere vil gerne have tricks og fif, så de bedre kan bygge lige præcis de bevægelser de forestiller sig. Realiteten er nok, at øvelse gør mester. “Øvelse” betyder, at man bevidst søger læring – deliberate practice.
Her eksemplificeret i Nickys i øvrigt meget grundige walkthrough af boulder #1: “Lav én ændring af gangen, så du lærer, hvilken effekt justeringerne har.” Og ja, det tager længere tid at bygge på denne måde i starten. Til gengæld bliver man på sigt væsentlig dygtigere – og hurtigere. Lidt som at lære maskinskrivning.
En anden vigtig pointe er nødvendigheden af en chef, der bestemmer, hvad der skal sættes, så kravene til rutebyggerne er klare og tydelige.
I august var jeg i Stockholm for at bygge åbningssættet i den nye hal BLX Bouldering Club. Hallen er placeret på øverste etage i Westfield Mall of Scandinavia, der er et storcenter på størrelse med Fields i København. Den nye hal fokuserer på at skabe et produkt, der gør folk bedre til at klatre. De vil gøre adgang og betaling lige så let som at gå til fitness og ovenikøbet med garanteret parkering og indkøbsmuligheder lige om hjørnet (eller lige om rulletrappen skulle man måske sige).
Her følger en rutebyggerrapport med nedslag, der er vigtige, da de skiller sig ud som ideer og erfaringer, som kan bruges i fremtiden.
Facts:
BLX Bouldering Club
7 dages rutebyg
1 hviledag
60 blokke
6 circuits
2 dage afsat til circuit-justering
3 rutebyggere
At kunne tilpasse sig omgivelserne
Rutebygningen var planlagt til at skulle foregå imens CityWall byggede væggene færdig. Det betød at vi skulle indordne os under en større byggeplan og deres forskellige deadlines. De arbejdede i omvendt rækkefølge. Det skal forstås som at de løste de opgaver længst inde, eller længst oppe i hallen, der krævede lift eller andet tungt værktøj. Derefter flyttede de lift og materialer væk fra området, så madrasserne kunne lægges med det tilhørende tæppe-cover.
Vi arbejdede derfor oftest uden madrasser foran væggene – og det er krævende. Først må skitser til blokke sættes, da man kun lægger madrasser foran væggen én gang (Det er for tungt at flytte madrasser frem og tilbage for både at skabe plads til stiger på betongulvet og flytte madrasser tilbage under væggen til testfasen). En eventuel sidste justering gemmes til madrasserne er lagt endeligt.
Planlægningen var dynamisk, hvilket betød at vi altid havde 2-3 andre opgaver i rutebygningen, vi kunne tage os til en given dag – alt efter hvor langt vægbyggeriet var kommet. Vi tilpassede os deres rytme og nogle dage ændrede planen sig, så vi skulle lægge kursen om og fuldføre andre delopgaver i planen. Det kan virke frustrerende at planen ændrer sig, men i et kreativt perspektiv fik vi mulighed for at genoverveje ideer på væggen, samt circuitternes sammensætning. Vi vendte bevidst frustration til mulighed for at tænke anderledes over rutebygningen. Brudene i den faste rytme var åbningen mod anderledes muligheder for at afprøve kreative processer.
Ved hver dags afslutning evaluerede vi vores proces for at optimere på detaljer og effektivitet, da hver eneste dag var kostbar tid, der ikke kunne spildes. Vi iberegnede blandt andet træthed for at sikre, at opgaverne de sidste dage, ikke var de mest fysisk krævende. Det kunne eksempelvis være at undgå at de sværeste blokke manglede at blive sat. Eller at vi sikrede os at de mest krævende vurderinger af circuitniveauerne blev udført på dage, hvor vi var friske.
Fagligt highlight: Skill-circuits
Hallen følger et circuitsystem, hvor hver circuit har egen grebfarve. Indenfor hver enkelt circuit bliver sværhedsgraden markeret med farvet tape på startgrebene. Hver circuit har et enkelt tema/teknisk fokus. Det betyder at en skill-circuit med eksempelvis koordination som tema kun indeholder koordinationsblokke i forskellige sværhedsgrader. Skill-circuits skiller sig ud fra andre circuitsystemer ved, at hver circuit har et enkelt tema, men at blokkene varierer i sværhedsgrad.
Hvad er intentionen?
Det er intentionen at man ved skill-circuits opnår et meget transparent og let tilgængeligt produkt. Det er transparent fordi hver circuit følger et enkelt tema af bevægelser eksempelvis mantles. Det er let tilgængeligt fordi eftersom circuitterne følger grebfarverne, er det let at følge en circuit gennem hallen, da det blot er grebfarven man skal lokalisere. Det er også intentionen med skill-circuits at man vil give folk to overordnede måder at anvende produktet på. For det første kan man følge en tværgående circuit, på tværs af grebfarver (og dermed på tværs af temaer/teknikker) man selv sætter sammen. På den måde får brugeren høj diversitet af blokke i sin circuit, samt muligheden for at teste om brugerens niveau er konsekvent over flere forskellige stilarter. Den tværgående circuit for en 6A klatrer bliver spørgsmålet om man kan klatre 6A i alle stilarter. Med andre ord bliver brugerens svagheder hurtigt lokaliseret.
Den anden måde man kan anvende produktet på er, at circuitterne følges i et enkelt tema. Hvis man vælger at følge en circuit med temaet mantle, så kan man øve mantleblokke i stigende sværhedsgrad.
Tilrettelæggelse
Hvis man vil anvende dette system, så skal man beslutte sig for, hvilke temaer man gerne vil have repræsenteret i sit produkt. Antallet af circuits skal sammenstemmes med antallet af tilgængelige grebfarver.
BLX hallens circuitter:
🔴Dynamic coordination
🔵 Tactics
🟡Footwork
🟢Wildcard
🟣Wrestling
⚫️Weightshift
Kundernes oplevelse
Produktet er let at anvende når man har forstået systemet. Kunderne får en oplevelse af at kunne træne en enkelt teknik i forskellige sværhedsgrader og dermed arbejde med progression i en enkelt teknik ad gangen. Ved at anvende tværgående circuitter er kunderne selv herre over sammensætningen af deres træningspas, men sikrer en test i flere forskellige stilarter på en session.
Mine erfaringer
Mine erfaringer med dette system er at man skal være tydelig med kommunikationen omkring, hvordan man bruger produktet. Ideen om den tværgående circuit kræver initiativ fra brugeren. Det er ikke nødvendigvis tydeligt, hvordan det fungerer for en uerfaren klatrer. Mine erfaringer er også at man skal gøre det tydeligt at circuitterne er dynamiske, altså at en circuits tema/tekniske fokus bør kunne ændre sig, så produktet varierer i indhold. Man kan vælge at gøre det tydeligt, hvilke perioder de enkelte circuits har en bestemt overskrift og hvornår det skifter. I BLX startede de ud med ovenstående temaer/tekniske fokuspunkter. Den grønne circuit var wildcard for at eksperimentere med en circuit, der havde blandede temaer for blokkene. Alle circuitter er tænkt som dynamiske og de vil ændre overskrifter i fremtiden.
Sammenlignet med en almindelig circuit med høj diversitet i temaer, så er dette produkt mere krævende for brugeren. Brugeren skal tage stilling til, hvordan man vil anvende circuitterne og man kan ikke blindt følge en circuit på et vist niveau, og lade sig føre med af, hvad rutebyggerne har tænkt.
Processen:
Processen bag rutebygningen var dynamisk og kunne ændre sig fordi vi skulle adaptere rytmen fra vægbygger teamet. Grundlæggende var processen dikteret af en plan, hvor kvantitet og fokuspunkter pr circuit og pr blok fastslog, hvad og hvor vi skulle bygge.
Oftest var fremgangsmåden at vi i fællesskab blev enige om et volumesteup på væggen, der bidrog til alle typer af ideer på tværs af circuitternes teamer. Derefter satte vi skitser til ideerne. Ingen blokke blev bygget af en enkelt person. Vi forsøgte generelt at samarbejde om en blok så tidligt i processen som muligt, så det blev fællesskabets blokke. Intentionen er at alle føler et medansvar for udformningen og udførslen af arbejdet.
Konceptvæg
Vi eksperimenterede med en fremgangsmåde, hvor vi dikterede en retning for en sektion af blokke. Eksempelvis havde vi en sektion, der havde overskriften no foot boulders. Det var op til den enkelte rutebygger at fortolke overskriften. Gruppen vurderede i fællesskab, hvilke blokke der skulle anvendes og hvilke der skulle justeres. Det var ikke alle blokke, der endte som campusblokke, men fremgangsmåden med at fremprovokere en bestemt type blokke fra rutebyggerne gjorde at diversiteten mellem sektionerne blev større.
Circuitjustering
Vi afsatte bevidst hele dage til kun at justere circuitterne. Vi justerede sammenhængen mellem blokkene tværs af temaer ved at følge en grad ad gangen. Vi justerede også circuits internt ved at vurdere eksempelvis den dynamiske circuits niveauer for at sikre, at blokkene steg tilstrækkeligt i grad pr blok.
Det var vigtigt at dage sat af til circuitjustering ikke indeholdt produktion af blokke. Vurderingerne var tidskrævende og man skulle have mange testmæssige indtryk med i vurderingerne, hvilket betyder en stor mængde klatring disse dage. Derfor er minimal rutebyg bedre for vurderingerne.
Bevidsthed om forskellige processer
Vi forsøgte at have en fælles bevidsthed om, hvilken proces vi anvendte. Justering af processen foregik i fællesskab og på baggrund af afsluttende evalueringer hver dag.
Vi forsøgte at ændre på processen ofte for at fremprovokere nye ideer og perspektiver. Én fremgangsmåde var at skabe en fælles konceptide til en hel sektion. Vi byggede kernen af alle blokke på sektionen og gruppen færdiggjorde starten før, og afslutningen efter kernen af blokken i fællesskab. På den måde gik en tydelig tematisk detalje igen i blokkene, men teknisk varierede blokkene.
Der skulle bygges ca 60 blokke fordelt på 2 etager. Hver etage var inddelt i ca 5 vægsektioner med ca 30 blokke pr etage. Hver dag var fleksibel fordi logistik dikterede, at det ikke altid var nødvendigt at afslutte et sæt når det var påbegyndt samme dag. Derfor eksperimenterede vi med en anden type af proces for rutebygningen af en sektion, hvor processen strakte sig over flere dage. Det gav mulighed for at tænke over, hvor gode blokkene var og om det var en bedre løsning at strippe og starte forfra på visse blokke. Det var overvejelser, der normalt ikke er plads til grundet kortere deadlines.
Tydelige dagskvoter og delmål er vigtige for at skabe en følelse af at alle i gruppen følger samme retning. Desuden anvendte vi en analog plan på papir, hvor alle informationer om circuits og blokke blev ajour ført. Planen fungerede som midtpunkt for arbejdet.
Udtrykket kan have en negativ klang, men når man har set Mari Augusta Salvesen klatre Presenten 8 i 28 graders varme, så forstår man, at det er noget at stræbe efter.
Ruten var oprindeligt graderet 6+, fordi førstebestigeren Magnus Strömhäll troede, at “rigtige offwidth klatrere” ville finde teknisk bedre løsninger end ham. Til dato er han stadig en af de bedste off-width klatrere i Sverige – den ydmyghed…
